LAND SHAPE- det første store skridt hen imod et permanent fokus på land art i Nordjylland blev taget da LAND-SHAPE-festivalen fandt sted i Hanstholm d. 4. – 6. juni. Det gode vejr og gæsterne indfandt sig og beliggenheden på kanten en vild og storladen natur direkte ud til Nordsøen og nationalparken var perfekt.

Reportage: Trine Rytter Andersen (udgivet på kunsten.nu juni 2015)

For god ordens skyld skal jeg indledningsvis påpege at denne artikel på mange måder er et partsindlæg, idet jeg gennem det forløbne års tid har beklædt rollerne som hhv. konsulent for og medlem af den internationale jury for LAND SHAPE - Land Art North Denmark.

Mine roller desuagtet er projektet interessant, fordi det med internationale ambitioner forsøger at sætte en helt ny dagsorden for kunst og kunstnerisk samarbejde i det offentlige rum. Projektet udfolder sig i en række nordjyske kommuner, hvis samlede areal er betragteligt, og som hver for sig råder over meget forskelligartede landskabstyper og naturlige ressourcer.

LAND-SHAPE - Land Art North Denmark, er et flerårigt fyrtårnsprojekt under Nordjyllands kulturaftale med Staten: KulturKANten, som fokuserer på kunstarten ”Land Art”. Projektet står både bag en tilbagevendende kunstfestival Hanstholm, samt etableringen af større land-art-værker rundt omkring i regionens 11 kommuner.  Juryen har på baggrund af et stort og kvalificeret materiale indhentet via et internationalt open call udvalgt 10 væsensforskellige bud på Land Art anno 2015. ,(171 indsendte projekter fra 34 lande) Vinderprojekterne favner den mere traditionelle land art ’naturkunsten’ såvel som den nyere hybridform, der også trækker på konceptkunst, minimalisme og installationskunst dog uden at skæve til dogmer vedr. materialernes naturlighed og nedbrydelighed. Værkerne etableres over de kommende to år på steder, hvor deres egenart og tilstedeværelse virker optimerende og dialogskabende på den givne natur/kultur.

Som det konceptuelle og praktiske omdrejningspunkt for det samlede projekt, er LAND-SHAPE festivalen et helt nyt festivalformat i Danmark, som så dagens lys i Hanstholm 4.- 6. jun i 2015. Ideen var her at iværksætte en kvalificerende international faglig dialog om land art gennem et symposium på engelsk over tre dage. Samtidig var tanken at etablere en nærværende og praktikbaseret kommunikation mellem de tilstedeværende udøvere af land art og deres lokale publikum og kommende værtskommuner.

Selve festivalen fandt sted rundt omkring Hanstholm Fyr, som nyistandsat og knejsende over byen, fungerede som vartegn for festivalen. I de hyggelige små og læfulde haverum under de forblæste træer og på gårdspladsen foran fyrmesterboligen udfoldede festivalens mange stationer sig som arbejdende værksteder, udstillinger, land-art-biograf, performancescene, restaurant, festsal og information. De kunstnere, som juryen havde peget på, var tilstede med præsentationer af deres praksis og skitser og modeller af de værker, som om kort tid skal etableres i området. En del af deres tilstedeværelse handlede også om at indlede dialoger omkring materialesponsorater og om at formidle værkernes ideer og perspektiver til de kommende ’ejere’ rundt om i værtskommunerne.

På naturarealerne vest for fyret, i plantagen og i dens forblæste udkanter direkte ud mod det enestående ’månelandskab’ i Nationalpark THY, kunne publikum gå på opdagelse og støde på en række land-art-relaterede indgreb og handlinger sat i værk af lokale og internationale kunstnere, såvel som af grupper af skolebørn i samarbejde med deres undervisere i billedkunst. Her mødtes det elitære med det folkelige og med ting i børnehøjde. Tanken bag dette var gennem åbenhed og inklusion at bidrage til en større gensidig interesse og derved skabe grobund for en ægte lokal interesse også for projektets mere krævende og langsigtede mål.

Ved fyret stod en række guider klar til at vise rundt på festivalen. På flere sprog tog de sig af gæsterne og sørgede for, at de blev introducerede til de ti vinderprojekter og for at de kom ned på byens tidligere rådhus, hvor en række kunstnere havde fået mulighed for at lave pop-up-udstillinger i nogle af rummende i den store tomme bygning. Igen var tanken via imødekommenhed og inklusion at give lokale kunstnere med aktier i Land Art, en mulighed for at synliggøre sig på festivalen og give dem adgang til de faglige - og netværksskabende aktiviteter.

Inde i redningsbådsbygningens mørke, opførte brasilianske Sandro Masai sin performance-dance: ’My Body Your Room’: en interaktiv rummelig iscenesættelse, hvor danserens forstærkede hjertelyd både er ’musikken’ (trommen) der danses til og lyset i rummet, fordi pulsen er koblet sammen med en monitor, der styre lysstyrken i en række glødepærer, som hænger rundt om i salen. En virkelig stærk intim og følelsesprovokerende oplevelse, som kræver beskuerens nærvær for at lykkes som en gensidig manifestation. Noget som sikkert var lettere for kvinderne i rummet, danserens lækkerhed taget i betragtning, end det var for mændene, som lidt mere usikre klemte sig op ad ydermurene for derfra at iagttage hændelsen i sikker afstand. Kombinationen af Sandro Masais på engang maskuline og sensuelle dans og hans absolutte andethed som halvnøgen, mørklødet latinamerikaner i Hanstholms hvide påklædte koloni, var slående og interessant. Men heldigvis bød festivalen hen over weekenden, på en etnisk nuanceret deltager- og publikumsskare, der også omfattede deltagelse af unge fra Thylejren og somaliske mænd fra det lokale asylcenter.

Det skete fredag eftermiddag, hvor Israelske Boris Oichermann stod bag en ambitiøs performance ’Embodied Landscapes, Reenacted’ - på en mark ved fyret, hvori 70 mænd og kvinder og lige så mange træstammer deltog i en 3 timer lang meditation over afdøde Bill Bollingers solo performance ’Movie’ (Mand og træstamme) fra 1970. Intentionen var at up-scale værket til 100 deltagere og opdatere det med begge køn, men kun 70 performere dukkede op til udfordringen.

Boris Oichermann siger om sit værk:

”Tilgangen til kunst som videns-produktion har haft sit indtog i den kunstneriske diskurs i det seneste årti. Når vi betragter et kunstværk som et stykke viden, har vi også ret til at spørge, hvordan denne viden kan anvendes som en mekanisme, der kan udvikle og ændre virkeligheden? En strategi kan være at genopføre kunstværker i miljøer, hvor de kan være til nytte, og dermed skabe et kunstværk, der lever og udvikles – snarere end det blot er en del af kunsthistorien”.

”Movie” er den eneste film af den amerikanske (post)minimalist Bill Bollinger (1939 – 1988). Hensigten var via gentagelsen at fravriste handlingen dens betydning og anskue den fra et samtidigt perspektiv.

Flere fine performances fandt sted hen over weekenden: Inge Tanter afsluttede med en stemningsfuld performance ’Morild’, om afbrænding og fornyelse i naturen, der fandt sted ved solnedgang om lørdagen. Duoen LILITH MICHAEL (Michael Richardt og Stephanie Genevieve) tiltrak sig stor opmærksomhed med deres kropslige og indimellem helt nøgne, interventioner i landskabet nordvest for fyret. I tre dage arbejdede de sig ind på landet og folket, og de vandt undervejs publikums hjerter og blev derfor tildelt den ene af de to priser på 25.000 kr. 

Priserne blev overrakt ved festen om lørdagen og den anden pris gik til en meget rørt Ida Bentinger (SE), en af de ti udvalgte, som deltog med workshoppen omkring værket ’Nogle gange bliver det til noget’. Værket blev af publikum, udpeget som det mest rørende. Via vildtvoksende blodåreagtige forgreninger skaber hun en kunstig spejling af naturen. Værket bliver til over lang tid i samarbejde med publikum. Kunstneren opfatter processen som meditativ i sig selv og ser værket som et spejl af de imaginære sjælelige mekanismer, som fører os videre mod nyt land. Det indre usynlige landskab får her et skrøbeligt fysisk udtryk i det synlige ydre landskab.

Festivalen var fuld af store og små møder, dialoger og forhandlinger. Beliggenheden på kanten en vild og storladen natur direkte ud til Nordsøen og nationalparken var perfekt.

Rigtig mange ting lykkedes i dette første forsøg på at skabe et sted for samtalen om land art i det nordjyske. Pladsen her er alt for knap til at nævne bare en brøkdel af alt det, som foregik. For slet ikke at tale om de ting, som fandt sted på symposiet! Herefter må Morten Barkers billeder fortælle resten af historien og så håber jeg at de gode folk i Nordjylland har mod på at lave en version 0.2, og at de er klar over, at en hver professionalisering koster og er med til at skrue forventningspresset i vejret både hos kunstnerne og hos publikum.