APRILUDSTILLINGEN - besindighedens styrke

Siden 1976 har kunstnersammenslutningen APRILUDSTILLINGEN samlet publikum og venner omkring den årlige udstillingsbegivenhed i Kunstsalen på Vrå Højskole. En helt i tråd med årstiden varieret buket af kunstneriske udtryk indenfor den mere klassiskorienterede billed- og kunsthåndværkstradition. I år fejres det kommende 40 års jubilæum med ophængning nr. 40, og da er det relevant at spørge om, hvad en kunstnersammenslutning anno 2015, gør for kunstnerne og for kunsten?

Essay af Trine Rytter Andersen

April er en lunefuld måned, hverken vinter eller forår er den. Regn, hagl og slud vælter ned over vårgrønne skud, efterfulgt af lune vinde og strålende varmt sollys, som får alting til at spire og gro. Det er Kong Vinter, der adstadigt holder igen, inden han omsider giver efter, så den kåde maj måned kan springe ud i landskabet, for sammen med foråret, at trylle i skov og på eng, med overdådig blomstrende frodighed.

April-metaforik

APRILUDSTILLINGEN lever op til den måned, som den har taget navn efter. For som vi oplever april måned som en kontrastfyldt tid, hvor mørke og lys, kulde og varme kæmper med vådt og tørt, nøgent og frodigt, er vi aldrig i tvivl om, at dette scenarium blot er naturens helt naturlige gang. På akkurat samme måde ved vi, når sammenstillingen af kunstneriske temperamenter i APRILUDSTILLINGEN, afstedkommer tilsvarende vekselvirkninger, så er det fordi, den udtrykker den lige så naturlige, mangfoldighed i billedkunsten. Variationerne er jo netop et resultat af de forskellige personligheders interesser og stilistiske investeringer, der i udstillingsfællesskabet får lov til mødes, brydes og skabe dynamik.

Dengang

Hvordan var det for 40 år siden – før klimaforandringerne i naturen og kunsten for alvor kom på dagsordenen? Dengang blomstrede kunstnersammenslutningerne frodigt over det ganske land. Noget helt særligt var de faktisk i det lille kongerige, hvor andelsbevægelsens idealer om sammenhold og fællesskab, havde bredt sig godt og grundigt ud i samfundsstrukturen og banet vejen for det ’Foreningsdanmark’ som vi kender i dag.

 Andelstanken

Kunstnersammenslutningerne opstod omkring det fælles mål at gøre sig relevante i lokalmiljøet, skabe interesse for den stedlige kunst og måske også initiere udefrakommende kunstneres medvirken. Interessefællesskabet var selvfølgelig ikke kun udadrettet mod samfinansierede udstillinger og opdyrkelsen af et lokalt publikum, det var i lige så høj grad målet at opnå kollegial spejling. Idet langt de fleste billedkunstnere efter endt uddannelse, tilbringer mange ensomme timer i atelieret, har mange behov for at opdyrke faglige sparringsmuligheder, hvor de måtte findes hos kolleger i deres nærhed.

Demokratiets vagthund

I udgangspunktet bar kunstnerstanden som sådan, stærkt præg af oplysningstankens forkærlighed for ideen om individets frie og sunde, i psykologisk forstand, udvikling inden for moderne demokratiske samfundsfællesskaber. Efter at Verden var blevet smadret af to brutale verdenskrige var antifascismen udbredt i hele Europa, og den blev artikuleret tydeligt blandt kunstnere og intellektuelle, som vedblev at bekæmpe fascistoide tendenser i de vestlige demokratier efter Anden Verdens Krig.

Kunstnerne i Danmark i 1970erne var pga. Den Kolde Krig, stadig utroligt påvirkede af disse ideer. Derfor var etableringen af en sammenslutning dengang også en politisk manifestation, i tråd med den udbredte opfattelse at kunstnerne var modernitetens spydspids – avantgarden, der gennem kunsten, forsøgsvist gik helt ud til grænsen af det vedtagne, og dermed bidrog til en stadig afprøvning og udvidelse, af de væsentlige demokratiske og humanistiske udviklinger i samfundet.

Allemandseje

Sammenslutningerne blomstrede over hele landet: CORNER, Decembristerne, Jylland, PRO, Guirlanden, Grønningen, APRILUDSTILLINGEN m.fl. De fik stor opmærksomhed, anerkendelse og adgang til de fineste udstillingshuse i landet. I en periode fra 1970 til slutningen af 80erne, var det en eftertragtetanerkendelse at blive inviteret ind i en sammenslutning, og ingen skammede sig over at nævne sin tilknytning til en eller flere af slagsen. Udstillingerne tiltrak hobevis af mennesker og flere kunstnerne solgte også ganske godt.

Det var også dengang brogede forsamlinger, med forskelligartede kunstsyn og udtryk. Udadtil var rummeligheden tilsyneladende stor, men indadtil blev der visse steder, kæmpet indædt om rangordenen og om fortrinsretten til de bedste udstillingsvægge. Et til lejligheden udpeget, ophængningsudvalg kunne derfor godt få sin sag for i forsøget på at fordele sol og vind lige. Gemytterne kunne også tørne sammen og bølgerne gå højt, når kunstens betydning, dens synlighed og ikke mindst kunststøtteordningerne, blev diskuteret for fulde basuner, ved de velbesøgte pressefrokoster. Her blev der spist højt smørrebrød, drukket øl og snaps og røget cigarer, med det lokale anmelderkorps - ja selv de landsdækkende aviser kunne dengang finde på at lægge vejen forbi.

Brydningstid

I sammenslutningernes storhedstid fik de anmeldelser og udstillingerne var publikumsmagneter og festlige tilbagevendende begivenheder, som mange glædede sig til. Kunsten var naturligvis af varierende kvalitet, og de stærkeste udtryk vandt derfor også i det lange løb og gav efterhånden også anledning til interne overvejelser vedr. den gældende pluralismes holdbarhed. Nye værktyper pressede traditionalismen og førte til selvransagelse og gav anledning til interne, og indimellem forbitrede, konflikter vedr. medlemmernes engagement og ret til at være en del af ’det gode selskab’.

Her oven i blev 1990erne det ti år, hvor sammenslutningerne for alvor gik ind i en modstandsfyldt tid. Kunstscenen var i gang med at ændre karakter, i takt med at stærke postmoderne og poststrukturalistiske strømninger fra Europa og USA, stille og roligt vandt indpas i de mere akademiske områder af dansk kunstliv. Det afstedkom en genforhandling af kunstens reaison d’etre på kunstakademierne, kunstinstitutionerne og på det æstetiske fag generelt.

Internationalisering

For sammenslutningerne betød dette nybrud, at den mere klassiske modernisme, som de fleste kunstnere mere eller mindre, lænede sig op ad, blev krævet gentænkt og fornyet, så den i højere grad spejlede verden, som den ser ud i dag. Mange yngre kunstnere og kunstteoretikere anklagede sammenslutningerne for ikke at være omverdensbevidste nok og især for alt for længe, at have bidraget til kunstneriske stilstand og decideret opportunistisk bagstræberi.

Over en årrække mistede flere store sammenslutninger deres tilknytninger til bestemte udstillingshuse rundt om i landet – noget de kæmpede imod med næb og klør med det argument, at det var en hævdvunden og dermed ukrænkelig ret.

Men sammenslutningerne måtte, især på kunsthallerne og de udstillingssteder, der modtog offentlige driftstilskud, vige pladsen for de nye kunstformer, som på baggrund af de internationale strømninger gik om bord i mere teoritunge refleksioner over verdens og individernes problemtikker. Helt generelt har tiden siden båret præg at kunstinstitutionernes, visse steder overdrevne, bestræbelser på at markere sig i en internationaliseret og ofte også stærkt diskursiv kunstsammenhæng. Hvilket naturligvis har forøget afstanden til lokale kunstnere og samtidig skabt alliancer og tættere forbindelser til forskningsverden og især de æstetiske fag.

Tilpasning

Selvfølgelig er mange af de kunstnere, som tidligere var hædrede medlemmer af sammenslutninger, lige så stille blevet indlemmede i nybruddets kanonisering af nationale kunstnere. Men det er ikke længere en selvfølge at være medlem af en sammenslutning, og der er bestemt mange, som heller ikke ønsker at være det. Sammenslutningerne har på forskellig vis forsøgt at tilpasse sig forandringerne: dels gennem samarbejder med kuratorer og beslægtede fagligheder, dels ved at opsøge alternative venues til deres årlige udstillinger. Andre igen har åbnet sig for en række nye og mere samtidsbevidste yngre kunstnere for på den måde at hæve deres fælles relevans.

Lokalområdet

Heldigvis for den tålmodige, er der en vis retfærdighed i det faktum, at en ting er at være ung kunststuderende og fyldt med lyst til at være helt fremme i skoene, noget helt andet er senere i livet, at skulle få idealet til at hænge sammen med en virkelighed, der kræver daglige ofre for at holde sammen på en familie og sikre tag over hovedet.

Kunstnerstanden i Danmark, er stadig en af landets i økonomisk forstand, fattigste med en gennemsnitlig årlig indkomst på godt 150.000 kr. Mange kunstnere bosætter sig med deres familier i landets ydreområder, hvor de får mere plads og råderum for pengene. De klogeste forstår at gøre sig synlige i deres lokalområde, lave udstillinger, holde foredrag og undervise.

På den måde bidrager de til at udvikle deres bagland i kunstnerisk fostand, ikke mindst fordi de samtidig også forsøger at orienter sig mod centrum og imod udlandet. Således medbringes ideer og tanker derfra, som kan inspirere lokalt. Det skaber basis for værdifulde kulturmøder i lokalområder, som uden kunstnerne ville have svært ved at samles om denne type begivenheder.

Fordybelse

Set i det lys er en sammenslutning som APRILUDSTILLINGEN stadig relevant, den har i 40 år fastholdt sin tilknytning til Kunstsalen på Vrå Højskole, og den årlige påskeudstilling er en med glæde ventet begivenhed blandt lokale kunstinteresserede og venner af sammenslutningen. Nogle medlemmer er selvsagt oppe i årene, de har været med lige fra starten og har været vidner til den udvikling i kunstverden, som denne tekst søger at beskrive.

De fleste kunstnere, som bosætter sig i frodige eller mere sparsomme naturområder, har et sindelag, som trives netop der, og som derfor ofte også artikulerer sig i forholdet til naturen. Samtidig er kunstnere nysgerrige og fokuserede mennesker, som udover at iagttage naturen, også interesserer sig for menneskene og videnskaberne. De læser faglitteratur, poesi og skønlitteratur, de lytter til musik, rejser og ser film. De holder sig orienterede om verdens forhold, og det hele smitter af på deres forståelse af den nære verden, som de lever i, og som de ønsker at beskrive og forme gennem deres kunst. Kunstnerne tager sig tid til at være i, se på, mærke og tænke over verden, på en fordybet facon.

For APRILUDSTILLINGENS medlemmer, er også denne nysgerrighed og fordybelse grundlæggende, og den kunstneriske nerve kommer til syne, som en form for generaliseret musikalitet, der kan aflæses i hele livspraksissen. Når man surfer på medlemmernes hjemmesider, er det tydeligt, hvordan  landskabet, floraen og faunaen inspirerer og informerer billeder og kunsthåndværk. Disse mere besindige, eftertænksomme og lyriske temperamenter har altid haft en plads i verden. Deres omhyggelighed, flid og hengivenhed til det de beskæftiger sig med, er altid inspirerende for det publikum, som har samme kærlighed til Verden og til de nære omgivelser og den natur, vi er omgivet af.  

Sammenhold

Det er i 2016, 40 år siden Knud og Marie Vandmose Larsen, Leo Thellefsen, Oscar Nicolaisen, Henning Nielsen og Willy E. Jensen, stiftede APRILUDSTILLINGEN. Det var i forbindelse med den første ophængning i kunstsalen ved Vrå Højskole og derfor er selve udstillingen rent numerisk, et år foran selve sammenslutningen, og derfor fejres den 40. ophængning i år.

Kun Henning Nielsen er her stadig, de andre stiftere er gået bort af naturlige årsager, og nye medlemmer har derfor fået adgang til fælleskabet. I dag er APRILUDSTILLINGENS sammensætning præget af et kvindeligt flertal, helt modsat traditionen for 40 år siden, da mændene var dominerende. Fire mænd og ni kvinder – flere generationer, flere kunstsyn og flere praksisser, men alle på den ene eller den anden måde dybt forankrede i landskabet, naturen og hverdagens omgivelser. Der hersker en fin anerkendende og venlig kollegial tone blandt medlemmerne og de, som jeg har talt med, udtrykker enstemmigt en glæde og en optimisme, omkring sammenslutningen og dens betydning for dem individuelt og sammen.

Tillykke!

Så for at vende tilbage til udgangspunktet for dette essay, vil jeg ønske APRILUDSTILLINGEN og dens 13 medlemmer, et stort tillykke med de 40 år. Det er en bedrift for en kunstnersammenslutning, at blive så gammel i en så turbulent tid, som vi lever i!

Heldigvis bevæger verden sig i cirkler, som også året gør det. Det sjove er at mange af de mere traditionelle og håndværkskrævende udtryk, som i 1990erne blev forkastede, nu er på vej tilbage: f.eks. maleriet, de grafiske tryk og det analoge fotografi. Det betaler sig derfor i længden, ikke at lade sig rive med at modens luner, og i stedet vedblive at gøre det, som føles nødvendigt og rigtigt for den enkelte kunstner.

APRILUDSTILLINGEN er et udtryk for den styrke, som ligger i besindigheden. Kunstnerne holdt fast i den klassiske tradition: maleriet, stentøjet, objektet, tegningen. Fordi de på samme måde, som de er knyttede til særlige naturområder, er knyttede til bestemte måder at udtrykke sig på kunstnerisk. Det er også, som når man foretrækker en særlig landskabstype eller årstid, et spørgsmål om temperament. Kunstnerne her repræsenterer hver på deres måde, koncentration, fokus og fordybelse i en tid, hvor det meste er flygtigt. Kunstværket akkumulerer og fastholder tiden, som de fleste andre steder, smutter os af hænde.                                                                                            

April er stadig en drilagtig og spraglet måned, og aprilmetaforikken gælder igen i år, når APRILUDSTILLINGEN for 40. gang åbner dørene til en farverig og alsidig udstilling inden for de mere stilfærdigt reflekterende grene af kunsten. Tillykke nu - og i fremtiden!

Medlem af APRILUDSTILLINGEN anno 2015 er: Asbjørn K Jensen, Birte Ohsten, Dorte Visby, Henning Nielsen, Inge Tanter, Jette Wistoft Noyes, Leif Lemmiche, Lene Palm Larsen, Lisbeth Gjørtz Fast, Maria Leer, Martin Sloth, Pia Birkholm og Pia Skogberg

Mere information: www.apriludstillingen.dk

Hvor også denne tekst kan genlæses.