Deltagerne i Ø-udstillingen i Kunsthal Aarhus 2008:

Kaare Nielsen, Anders Gammelgaard Nielsen, Bodil Sohn, Inge Rasmussen, Max Parylewicz, Jette Gejl Kristensen, Jørgen Mikael Andersen, Thomas Anderson, Jan Skovgård, Bjørn Kromann Andersen, Niels Ryberg, Anne Marie Pedresen, Ole Krog Møller og  Esther Vohnsen

Fotos: Henning Hansen

Katalogtekst - ØnskeØ

Et essay om identitet

Af Trine Rytter Andersen
 

Jeg så en gang en skæg tegning, som forestillede en mand, der sad på en øde ø under den sædvanlige palme og spejdede ud over havet efter et frelsende skib i horisonten. Ude i ”havet” gik en anden mand med to heste og pløjede. Begge mænd udtrykte med fagter og tegn, hvor idiotisk de oplevede hinandens opførsel. 

Tegningen illustrerer, hvordan vores forestilling om verden påvirker vores adfærd: To menneskers helt forskellige opfattelser af de samme steder får den ene til at se muligheder og begrænsninger, som den anden slet ikke kan få øje på.

Tegningen og dens budskab forekommer mig anvendelig som afsæt for en diskussion af begrebet Ø. Dels peger den på selve problemet med at afgøre præcist hvorfra der tales og dels åbner den for den indsigt at, det ikke lader sig definitivt identificere, at der findes flere forskellige svar på det samme spørgsmål og at svarene afhænger af afsender såvel som modtager.

Hvor befinder jeg mig? På øen eller i havet, som omgiver den? Hvilke betydninger har Øen som fysisk geografisk fænomen og i overført billedlig forstand? Er Øen inde i mig selv eller uden for?

Denne tekst vil med afsæt i identitet forsøge at undersøge begrebet Ø og skabe en udvidet forståelsesramme der ledsager de ø-fremstillinger, som 16 kunstnere præsenterer i Århus Kunstbygning i anledning af kunstnersammenslutningen Guirlandens 40års jubilæum.

Robinsonaden

Ø i betydningen et stykke land omgivet af vand, får mig straks til at tænke på Daniel Defoes klassiske Robinsonade og historien om den ensomme Robinson Crusoes kamp for overlevelse i en fremmed natur, som ubønhørligt udfordrer hans kreativitet såvel mentalt såvel som fysisk.  Øen repræsenterer her et ukendt og afsondret sted, som for den strandede bliver forbundet med både nederlag og lidelse samt med sejre og menneskelig udvikling.

Øen, som ramme omkring individuelle udviklingshistorier, ser vi også i nutidens Robinson reality show. Her følger vi, med tv-kameraet som indiskret vidne, moderne, selvbevidste menneskers mentale og fysiske strabadser i iscenesatte Robinsonader. Individ og team sættes på prøve gennem fysiske og psykologiske udfordringer, som er udtænkt til lejligheden og især til mediet. Med det formål at sikre showet drama og spektakulær underholdningsværdi, der holder seerne fast fra gang til gang.

Her i denne halvfiktion handler det også om sejre og nederlag og om selvudvikling på individuelt plan såvel som på holdniveau. For seerne handler det om det samme, men via stedfortræder gennem forskellige grader af spejling og identifikation med deltagerne.

Reality Show

Reality showet låner kulisserne fra sit litterære forbillede: Øen, det fjerne eksotiske sted, hvor historien netop kan udfoldes i den ”underbelysthed og mystik”, som ethvert ukendt sted automatisk leverer til sin nye og uerfarne opdager. Gennem tilvirkede Robinson Crusoe-agtige udfordringer iscenesættes en moderne mellemmenneskelig interaktion, som først og fremmest har sit udspring i en indre psykologisk nødvendighed hos de frivillige deltagere, i modsætning til den ydre fysiske nødvendighed hos datidens Robinson Crusoe, der som bekendt havnede på øen af årsager, som han ikke selv var herre over.

I Robinson f.eks., er det det psykologiske spil mellem deltagerne, som er genstand for interesse og instruktiv manipulation. Hele det dramatiske set up er en leg, som kan være potentielt farlig ja, men den har til formål alene at undersøge den enkeltes fysiske og psykologiske reaktioner og grænser i samspillet med andres. Undervejs forgår en konstant evaluering af forløbet. Her fungerer tv som medie for den gennemgribende psykologisering af hverdagslivet, som i dag er karakteristisk for moderniteten. Hvordan oplever du det? Og hvad føler du nu? Big Brother showet er et andet eksempel på en overvåget, og gennem-psykologiseret social ø. Sportsbegivenheder som f. eks. Tour de France har efterhånden fået sammen karakter. Personal interest er drivremmen i enhver mediebåret situation. Vi skal vide hvad, de involverede parter føler.

Det moderne menneske er først og fremmest et psykologisk væsen. Aldrig tidligere i historien, har mennesket været i bevægelse mellem så mange forskellige roller og mulige identiteter. Moderne liv er derfor præget af ustabilitet og det stiller store krav til vores evne til i psykologisk forstand, at holde hovedet oven vande for ikke at drukne, i det hav af muligheder og valg, som livet i en foranderlig verden byder os at svømme i.

 Set i dette perspektiv er der ingen tvivl om, at fiktionens Robinson Crusoe er en tidlig projektion af nutidens psykologiske menneske. For dels kæmper Crusoe for overlevelse i den akutte ustabilitet, som hans ophold på øen er, og som dannelsesroman er bogen absolut moderne i sit menneskesyn og ikke mindst i dens skildring af Robinsons væsen, som det kommer til udtryk i venskabet med Fredag. Dog på en mere subtil og inderliggjort facon, end den vi er vant til i dag. Helt afgørende for tidsforskellen mellem bogens tid (1719) og vores tid, er hierarkiet mellem de to mænd, der opretholdes, idet Robinson ikke giver sin ven et rigtigt navn med derimod blot navnet på den dag, han dukker op i Crusoes tilværelse. Robinson Crusoe er i Daniel Defoes fiktion, idealet, som raffineres i mødet med den ikke helt så raffinerede Fredag.

Nutidens tv-medie har i den grad været med til at udvikle følelsessproget og det er blevet et spejl for al menneskelig adfærd. Det er årsagen til den overeksalterede tårevædede bunkekrammer, vi i dag er så fortrolige med, hver gang nogen har gjort noget sammen på tv.

Robinson Crusoe ville nok betakke sig for at deltage i nutidens Robinson, men derimod kan jeg ikke lade være med at tænke at, netop mænd af Fredags slags ville medvirke uden forbehold og kvittere med både tårer, kys og kram.

Hovedpersonerne i klassikeren er to sider af en maskulinitet, som i bogens tid ikke kunne integreres i en og sammen person, men som forenet i venskabet, ubetvivleligt har vakt interesse og længsel hos læserne som et forvarsel om et fremtidigt mandeideal.

I Robinson Crusoe forenes det kultiverede menneske med den ”ædle vilde”, idet de to gensidigt opdager og anerkender sider i hinanden, som bidrager til deres individuelle udvikling og selvforståelse.

Er TV’s Robinson et forsøg på at virkeliggøre idealet om det følelsesintegrerede menneske, som er i kontakt med sine rationelle, handlingsorienterede sider såvel som sine intuitive og følelsesorienterede sider?

Følelser på TV

Det er tydeligt, at nutidens idealmennesker, som vi især ser dem i medierne, er kvinder og mænd, der kæmper og græder for åben skærm. Mennesker, der tænker og føler og som uforbeholdent kaster sig om programværtens hals og udtrykker følelser spontant og uden filter og som tilsyneladende ikke lader sig genere af andres nysgerrige blikke og mediernes grænseløshed.

Alligevel er der langt fra den oprindelige Robinson Crusoe til de wannabees, vi møder på tv, og som måske i kraft af deres umiddelbare følsomhed, i virkeligheden mere ligner Fredag.

Hvis vi betragter tv-programmet som en laboratorie-ø, hvor forsøgspersoner iscenesættes for at undersøge menneskelig adfærd og udvikling, så giver det mening også at inddrage en anden litterær øbo i sammenhængen: nemlig Peter Pan fra den legendariske Ønskeø.

For i takt med at vi har fået større adgang til vores følelser, afdækker vi også, hvorledes disse er knyttede til individuelle begær og drømme, og vi efterspørger derfor mulige måder at tilfredsstille egne behov og udlever endog meget subjektive begær. På den måde nærmer vi os mere Peter Pan-figuren og drømmen om uhæmmet selvrealisering og narcissistisk dyrkelse af individuel grandiositet.

Således er der også grund til ind imellem at spørge om den følsomhed, som vi er vidner til på tv, er udtryk for en ægte følelsesmæssig integration, eller om den snarere er et symptom på overdrevet narcissistisk adfærd, hvor selviscenesættelsen og følelsesudkrængningen bliver skamløs i sit begær efter anerkendende blikke og berømmelse?

Narcissus

Narcissus, en anden kendt ”øboer”, var som bekendt, så forelsket i sig selv, at han ikke kunne modtage andres kærlighed eller give sin egen fra sig.  Han var i overført forstand en øde ø. Kun når han kunne betragte sit spejlbillede, flydende som en ø i vandspejlet, var han ikke alene. Narcissus’ spejlbillede i vandet blev på den måde den altid fjerne ø, som hele hans eksistentielle længsel og hans eros var rettet imod. Hos Narcissus er det længslen efter sit tabte selv, der gør ham ensom blandt mennesker og hos Peter Pan er det behovet for kontrol og frihed, der gør ham ude af stand til at elske en kvinde og blive en voksen mand. Peter Pan udfrier sine drømme på Ønskeøen, hvor han legende og helt uforpligtende, kan iscenesætte det ene hæsblæsende drama efter det andet uden at miste kontrollen og vigtigst af alt uden at miste sin frihed.

Peter Pan

Peter Pan og Narcissus reinkarneres igen og igen i mange af massekulturens ikoner og som ledestjerner på menneskehedens søkorter de attråede objekter for individuelle begær og projektioner.

For alle har vi brug for at spejle os og alle længes vi efter vores egen fuldbyrdelse, og derfor spiller drømmen om paradis og længslen efter det ”autentisk” menneskelige stadigvæk en stor rolle i vores fælles referenceramme. Drømmen om pardisøen, om at eje den og have den helt til sin egen disposition er forbundet med lysten til at udleve sine begær i en hedonistisk rus, på smukke steder med smukke mennesker. Drømmen lever i bedste velgående og den aktiveres skamløst i reklamen, som udnytter vores Pavlovske svagheder til at trække os hen til billetlugen, hvor vi savlende køber lottokuponer eller luksusrejser, som giver os adgang til de sidste paradisøer på kloden.

Længsel efter frihed

Vi lever i en højteknologisk og højhastig drømmekultur, hvor tid er en knaphedsresurse, som skaber længsel efter mere frihed, mere tid og mere erotik. Længsel er knyttet til fremtiden, og fremtiden er det eneste gyldige fikspunkt i en urolig moderne verden. Fremtiden, og det vi forestiller os om den, er som en ønskeø, vi kan rette vores længsler imod, mens vi kravler rundt i den globale myretue fra den ene trivielle ø til den anden: boligen, skolen, arbejdspladsen, shopping centeret, fængslet eller idrætsklubben.

 Vi drømmer, mens vi lever. Vi er vågne søvngængere og vores individuelle drømme smelter sammen med og spejles i andres virkelighed, når vi kikker ind i mediestrømmens endeløse reality-shows og livsstilsprogrammer, hvor virkelige mennesker, virkelig gør noget for at realisere deres drømme! Virkelig?

Der er ingen tvivl om, at den moderne tilværelse rummer uendelig mange muligheder for bevidsthedsudvidende passioner og muligheder for at realisere egne drømme. Kampen handler i dag om resurser og tid. Jo flere resurser du har,  des mere kan du købe dig fri til at gøre det,  du i virkeligheden har lyst til. 

Drømmen om luxus og overfold

Aldrig har så mange sunde velhavende pensionister brugt så mange resurser på at realiserer deres drømme i den sidste alder. Fitness-, wellness-, helse- og skønhedsindustrien vokser i takt med, at flere får råd og tid til at dyrke deres drøm om skønhed, velvære, forkælelse og oplevelser. Flere og flere luksuriøse ressortområder skyder op som tillokkende drømmeøer og tilbyder alverdens forkælelse, personlig coaching, træning og lægetilsyn til de velbjergede, godt beskyttede bag høje kameraovervågede mure og med adgang forbudt til alle uden et passende ID. 

Vi rejser i livet fra ø til ø, i en evig bestræbelse på at realisere os selv.  Vi vælger og vrager mellem det, som kan virkeliggøre vores drømme, og vi bliver ved med at ønske os mere og finde nye uforløste begær i os selv. På den måde er vi næsten grænseløse i vores jagt på egen lykke og målet helliger ofte midlet, når projektet hedder mig selv. Robinson, Fredag, Peter Pan og Narcissus M/K fører stadig an, når masserne i overflodssamfundet lader trosserne gå og sejler ud på havene for at forenes med deres drømme på deres helt egen paradisiske sydhavsø. Men i modsætning til Robinson Crusoe, som reelt voksede som menneske og individ, måske fordi han også gennemgik en stærk åndelig udvikling på sin ø, risikerer den moderne Robinson som Narcissus, at halse rundt efter sit eget flygtige spejlbilleder.

Kunstens rolle

I det 19. århundrede var kunstnernes rolle at vise vejen for den arbejdende masse i industrisamfundet. Kunstneren var samfundets avantgarde og havde friheden til at gøre, hvad han ville, mens andre samfundsborgere gik på arbejde.  Kunstnerne samledes i kolonier i storbyerne eller på særlige steder, hvor naturen var smuk og inspirerende. Her dyrkede de deres kunst, men også mad, rusmidler og sex. De plæderede for friluftsliv og nøgenbadning og de idealiserede det ”naturlige menneske” på den ene side og det dekadent flanerende bymenneske på den anden side.

I takt med at udviklingen i samfundet skabte nye muligheder og teknologier rettede kunstnerne deres opmærksomhed imod det nye, og der var altid nogle blandt dem, som med digte, musik og sang bød udviklingen velkommen, og de var også blandt de første til at erklære deres kærlighed til fart, fly, biler, lokomotiver og mekaniseret sværindustri.

Avantagarde

Mens andre tøvede og frygtede det nye, gik kunstnerne uforfærdede forrest i en stærk overbevisning om, at naturvidenskab og teknologisk udvikling var et gode,  og at alle de nye ting, ville frigøre mennesket endegyldigt fra dets hårde fysiske slaveri.

Kunstnerne var ligeledes optagede af filosofi og psykologi, og de brugte denne interesse som afsæt for deres kunst og liv. På den måde bidrog de til den sekularisering og psykologisering, som i dag er et uomgængeligt karakteristika ved den verden vi lever i.

Modernismen i kunsten er en lang udviklingshistorie, hvor forskellige kunstretninger udfordrer og inspirerer hinanden i bestræbelsen på at bearbejde, forstå og integrere det hastigt foranderlige moderne vilkår.

Kunstneren som identitets markør

Kunstneren var en ener, en unik personlighed, en rigtig identitet. Kunstnerens ideer,  nedfældede i værket, mødte publikum og i dette møde kommunikerede værket autonomt sit symbolske budskab til den anonyme masse, der stræbte efter frihed,  og hvor den enkelte længtes efter selv at blive en unik og synlig personlighed.

Helt op til midten 1960erne var kunsten leverandør af identitet til samfundet, masserne spejlede sig i kunstneren og via værkerne fik den på symbolsk plan del i den attråede frihed og i den unikke identitet.

Men sådan er det ikke længere. I dag er samfundet så rigt og mulighederne for selvudfoldelse og selvudvikling så mange, at massen ikke længere eksistere som en anonym og homogen gruppe. I dag er alle bevidste om deres identitet og vi er alle aktive medskabere af hver vores personlige livshistorie.

Kunstneren er stadig rollemodellen som den kreative, legende, fleksible og seksuelt frigjorte personlighed. Men nu er han flyttet over i reklamesproget, hvor livet er en lang fest fuld af frihed, tid og erotik og ind på direktionsgangen, hvor managementsproget konstant kredser om individ og identitet for med udviklingstilbud og frihedsgoder at fastholde en mere og mere selvbevidst og krævende medarbejderstab.

I dag er vejen til frihed og luksus den rette og den går direkte gennem vores arbejde og gennem vores forbrug.

Vi er alle kunstnere i eget liv

I dag er vi alle kunstnere i vores egne liv. Vi kan selv og gør det selv. Selvfølgelig godt hjulpet af den eksploderende hjælpeindustri. Vi lader os coache, undervise og udvikle af kærlige guider, som nusser og klapper vores egoer undervejs og vi viser det gerne til resten af verden, mens det står på.

Vi bliver så fantastisk autentiske og så vidunderligt intense, mens vi deltager i kurser og i diverse tv-programmer. Vi føler os levende, når kameraet nysgerrigt følger med i, hvordan vi sveder og knokler for at tabe os, lære at danse, rydde op, ordne have, indrette boligen, opdrage børn og dyr, lave mad, elske vores kærester.

I tv er vi næsten lige så kendte som de kendte og vi træder ud af anonymiteten og bliver ægte synlige identiteter!!

Forbrugere frem for alt

 Vi forstår verden ud fra os selv, vi er centrum og ikke længere belastede af autoriteters krav om historie og viden. Vi er først og fremmest forbrugere af tilbud, der kan hjælpe os frem mod individuel fuldbyrdelse. Her kommer jeg til at le ved tanken om den ironiske scene i Monty Pytons Life of Brian, hvor den sammenfiltrede menneskemængde skriger: ”We are all individuals!”

Vi har travlt, for der er meget vi skal nå. Vores største problem er tiden, som vi har alt for lidt af, heldigvis bliver vi tudsegamle og holder os godt og længe, så det er en slags plaster på såret, at der venter et langt behageligt ”tredje liv” for enden af et krævende arbejdsliv.

Hvad er der sket med kunstnerne i den her udvikling? Det klassiske dannelsesideal, som kunsten stadig hviler på, er røget ud i brug-og-smid-væk-kulturen.

Kunst som eksistentiel praksis

Men kunstnerene er stadig klassiske i den forstand, at de vedbliver at reflektere over verden. De er stadig fordybede i tilegnelse af viden og eksperimenterer stadig med det æstetiske felt som grundlag for eksistentiel søgen og dialog med omverden. Men mens kunstneren arbejder langsomt og selv må vende hver en sten på sin vej, buldre oplevelsesindustrien af sted for fuld skrue og den opsnapper enhver lille glød undfanget i periferien, for i løbet af et splitsekund at gøre den til mainstream og klar til markedsføring world wide. Kendte kunstnere er dem, som tilfredsstiller behovet for mainstream hos producenterne og behovet for spejling hos forbrugerne. For dem kører karrieretoget derud af med højhastighed – globalt udstillingscirkus på godt og ondt.

Ligesom kunstneren, der stadig forholder sig reflekterende til verden, findes der også andre mennesker i den verden, som vedbliver at reflektere og forholde sig til livet, som har tanker om det, vi gør ved os selv og hinanden, og som bekymrer sig om det, vi afleverer til vore efterkommere. De kan mødes til foredrag og på udstillinger og de vil måske blive flere i fremtiden, for inden i enhver fremadstormende karrierekomet findes sikkert en stædig unge, der ikke har glemt, hvor fedt det er at fordybe sig i tingene og som stadigvæk kan stille begavede spørgsmål til verden og som husker at, det er det ægte nærvær i livet, som gør den store kvalitative forskel. Men indtil da er de fleste af os på oplevelsesjunk og vi fræser af sted fra det ene fiks til det andet, mens vi konstant er tvivl om, om det vi gør, er det vi virkelig vil.